Hvad er vigtigt når jeg skal vælge en psykoterapeut

Psykoterapi virker når vi som mennesker er sammen med et menneske, som vi har en følelse af, at vi kan være så tæt på vores eget selv som muligt. Vi har en oplevelse af tryghed og en relation, der hjælper os med at skabe ro. Ofte er der i psykoterapien brug for at kigge på oplevelser som kan være svære og smertefulde, og det kan vi kun når vi er sammen med en vi kan stole på, og som kan rumme det vi oplever, er svært.

Så når vi vælger en psykoterapeut, så skal der bruges tid på at finde ud af om vi kan opleve psykoterapeuten som en person vi kan føle os trygge ved og mærke, at der er plads til, at vi kan arbejde med os selv – også når det er svært. Det er en proces som forsætter igennem hele det psykoterapeutiske forløb.

Det er min erfaring at hvis du vil arbejde med kriser og udvikling, som ligger indenfor det meget personlige, så er det er vigtigt at gå hos én, der er uddannet i at arbejde med det psykoterapeutiske forløb ved en praktisk og teoretisk uddannelse, hvor der har været egen-terapi og supervision i forhold til det praktiske terapeutiske arbejde med en klient.

Hvis det betyder noget for dig hvilken type psykoterapi du gerne vil arbejde med, så se på psykoterapeutens hjemmeside og brug lidt tid på at undersøge, hvilken uddannelse og efteruddannelse din psykoterapeut har, og om du har en fornemmelse af at det psykoterapeuten skriver om sig selv er noget som du kan relatere dig til. Rigtigt mange af de mennesker du omgås, har selv erfaringer i forhold til psykoterapi, og kan henvise til en eller flere, som de synes godt om.